En gylden æra er ovre for mig. Det var dengang jeg havde nogle fantastiske bands, hvilket jeg bestemt også har nu. Men jeg tænkte at jeg ville fortælle en historie, en anekdote, om bandet Blob.
D. 13 Maj: Efter at have spillet en fed koncert ved eventyrløbet, fortalte Lukas, at han havde endnu et gig til os. "Det er faktisk til et bryllup! Ude på sådan en børnehave, langt ude på landet. Den hedder vistnok Spedsbjerg." Spedsbjerg! Det er faktisk der, hvor jeg har gået i børnehave.
Jeg kan huske, fra da jeg var mindre, at stedet var enormt stort. Det lå et stykke væk fra Odense, og det var kun for de store børn, i børnehaven. Der var alt hvad vi havde brug for. Gynger, legeplads, dyr (får, hvis jeg husker rigtigt), fodboldbane (indrømmet, den var ikke imponerende), gymnastiksal, og vigtigst af alt: Søde pædagoger med guitarer. Jep, det helt der tilbage fra, at min interesse stammer, for jeg var ekstremt fascineret af instrumentet.
D. 8 August: Vi mødtes kl. 12 ovre ved Johannes, for at pakke bilerne og køre. Hjem forbi mig, hente forstærkeren, og så bare derudaf mod Spedsbjerg. Da vi kom derud, hilste vi på bryllupsparret, og gik ind i gymnastiksalen, hvilket så var spise/festsalen i dag, og stillede op. Sikke et besvær, sikke et ledningerod, og sikke tunge højtalere der skulle op på stativer. For satan da.
Nå, men vi begyndte at øve. Vi havde delvist droppet, delvist smidt vores bassist ud, så jeg overtog gladeligt tjansen. Det voldte mig overhovedet ingen problemer at spille bas og synge samtidig, og vi øvede igennem i en time til to. Imens vi øvede kom der en af gæsterne ind og kiggede, nikkede anerkendende og klappede da vi var færdige med sangen. Han præsenterede sig selv som... Jeg har sgu glemt hvad han hed. Et eller andet grønlandsk. Han havde hørt os spille en af vores sange, Song 2, og han spurgte, om han ikke måtte spille med på den sang. Han var trommeslager, og Johannes trådte venligt til side. Han ville gerne synge samtidigt, og jeg trådte venligt til side. Så kunne min bas og jeg nemlig få langt bedre plads til at kaste sig rundt. Det gik rigtigt godt med ham bag trommerne, og han blev lidt vores guest-star. Han spillede selv i et grønlandsk metal band.
Jeg tror vi var færdige med at øve ved 14.30 tiden. Derefter gik vi ud for at se på området. Stedet var så meget mindre end jeg husker det. Jeg kan huske, hvis man skulle ned i den anden ende af børnehaven dengang, skulle man bruge en hel dag på det. Men gyngerne var stadig tornhøje. Og de børn der var med til festen kiggede underligt på os, da vi begyndte at lege ved gyngerne. Men hell. Man er vel kun barn en gang.
Ventetiden var enorm. Vi troede vi skulle spille ved 5 tiden, men det viste jeg nærmere at blive ved 12 tiden
Ergo vi ventede i nær 9 timer fra vi var færdige med at øve. Vi havde, som betaling for koncerten, fri bar hele dagen, og det fik vi udnyttet godt. Efter hovedretten spillede et andet band. Jeg tror de gik i 5. klasse. De var i hvert fald enormt små. Og det gik faktisk ganske udmærket! Ja, der var et par drops i tempoet og sådan, men ellers var det udmærket. Vi gratulerede derefter, og de så ud til at være dybt beærede.
Kl. 00.00: Sandhedens time. Den lange ventetid, skænderiet med min mor over telefonen (Jeg skulle have været sammen med hende om aftenen, men det blev ikke til noget.) og nervøsiteten over ikke at have spillet i lang tid, var endeligt kommet til en ende. Bordene var rykket længere væk for at gøre plads til os. Et meget klogt træk, i forhold til mig på en scene. Vi startede ud med at invitere grønlænderen op og spille med og jeg råbte optimistisk ind i mikrofonen: "Er klar til noget rock?!!". Den første sang gik helt perfekt. Der var en fed oplevelse at have ham med, men self. også dejligt at få Johannes tilbage. Den første sang gik helt perfekt, og jeg kunne allerede nu mære, at vi var i vores es. Det ville blive en fantastisk koncert.
Kl. 00:45: På vej hjem i bilen. Det blev ubestridt den fedeste koncert vi nogensinde havde spillet. De voksne havde fået tilpas meget at drikke, til at være rigtig meget med på dansegulvet, og de havde været et fantastisk publikum. Vi var alle utroligt trætte, gennemsvedet og så videre. Men det gjorde ikke noget. Ikke oven på den præstation.
