Det her er et digt jeg skrev i Kristendom. Jeg vil gerne have lov til at dele det med jer.

Tilbageblik

Hele hans liv har han vidst han var værdig

Uden hjælp er han kommet dertil

Vejen derop var fantastisk seværdig

Men nu ved han ikke længere hvad han vil

Venskab er ingen steder at finde

Ingen til at ligge og snakke om livet med

For hans syn på sig selv har andet på sinde

End at være sammen med en er lavere et sted

Hvorfor være sammen med dem der ikke kan

Hvorfor bruge tid på at hjælpe idioter

Han er bedre end dem, hans evner holder vand

Men hans liv er hurtigt på vej ned med en snescooter

Hurtigere ned ad bjerget går det

Træer til alle sider, man når at se sig for

De rigtige valg er fuldkommen dækket af sne

Det går pludselig op for ham, at det er alvor

Puslespillet bliver samlet omvendt

Brikkerne falder stille og roligt fra hinanden

En efter en daler de ned, bestemt

Billedet kan man se på hver anden

Jeg står her og ser ned på den person

Jeg sukker og tænker på hans fejl

Men måden jeg ser på denne dæmon

Er igennem et ganske almindeligt spejl.

Lykke

Jeg er glad.

Den sidste uge har jeg været lidt nedtrykt. Jeg har ikke rigtig vist hvem jeg skulle være sammen med, jeg har ikke spillet ligeså meget musik som jeg plejer, og mine venner har hele tiden haft travlt med noget andet.

Men her de sidste par dage er jeg begyndt at blive glad. Det hele starter med at jeg ringer kort sammen med Kristina, efter en lyrikværkstedstime hvor jeg var så nedtrykt at jeg ikke engang gad læse det jeg havde lavet op, også selvom at det var ganske udmærket skrevet. Men det er super dejligt at snakke med hende igen, og jeg får grint en del. Så er jeg glad.

Men næste dag (I dag) svinger mit humør stadig, og det bliver kun værre af, at det jeg skal spille til linjefag er så simpel at jeg kunne brække mig. Men i løbet af dagen får jeg kæmpet mig op, og her til aften finder jeg så på at kigge på billeder. Og det vækkede noget i mig. Efter at havde kigget lidt på nogle gamle feriebilleder indser jeg hvor godt jeg har det. Og så bliver jeg helt glad. Så lige nu er jeg faktisk nærmest lykkelig. Tak for at havde sat det i gang, Kristina :)

Sofie Amalie

Jeg sidder og snakker med nogle af mine venner nede ved poolbordet, da en pige, nemlig Sofie Amalie, siger: "Jeg tror nok at der er en eller anden Kristian på skolen, der har en blog, men han har ikke nævnt mig endnu. Det syntes jeg godt nok er underligt..." Og vi grinte lidt, og jeg tænkte: "Fandme så, om hun ikke skal have et blog-indlæg. Så her er det! Jeg håber du er glad og tilfreds! : D

The Edge of Eden

Grøn. Grøn så langt øjet rækker. Grøn overalt, kun afbrudt af den rolige blå hvislende å, og det brusende vandfald i horizonten, pænt komplimenteret af en mægtig regnbue som ender netop for foden af vandfaldet. Fuglende synger højlydt i det fjerne, især svalerne som flyvende endvidere lavt. Junglen er tæt, men ikke så tæt, at det mangfoldige dyreliv ikke kan bane sige vej igennem det. Men et dyr er urent. Et dyr, er en fæl skabning, som har ødelagt en hel masse gennem tiderne, lige siden en speciel begivenhed. Mennesket. Djævelen. Han frister mennesket, og ødelægger en del. Uden den intellegens som frugten gav os, ville livet være så meget lettere, på en hel masse måder. Men det er netop det. Fristelsen af det ukendte, for det der er ukendt er også spændende. En bid. Alting glider væk. Den grønne, frodige jord trækker sig tilbage, kravler hen ad jorden. Træer og planter følger raskt efter. Det samme gør dyrene. Alting skynder sig væk. På jorden begynder flere og flere golde pletter at vise sig, indtil de fuldstændig har opslugt jorden. Al tegn på liv er forsvundet. Tilbage er intet.

Dette er en lille idé jeg fik, til at hjælpe mig med inspirationen til et digt. Når det er færdigt kommer det self. herind