mandag den 31. august 2009

Aztrid!

Man kunne forvente, at lærerene på "Den Rytmiske Efterskole i Båring" kunne noget med musik af en eller anden art, men det er jo aldrig helt sikkert. Men sådan er det nu engang. Men min pointe ligger nu engang i min dansklærer.
Det viser sig, at hun for et par år siden havde et band, ved navn Aztrid. (Yep, that's right. Aztrid! Hvor uncool er det lige...) De spillede sammen, lavede sit eget musik og hyggede sig. Så, på et tidspunkt tilmeldte de sig en konkurrence, via. Mymusic.dk (I dag Bandbase.dk) og de vandt søreme! Der var tre kategorier, Rock, Hip-Hop eller Electronica, og de vandt i Rock kategorien. Hvilket resulterede i, at de vandt en danmarksturné i en måned, der gik rundt på 10 spillesteder rundt omkring i landet. De udgav endda en Ep, ved navn Vacuum. Men de brød desværre op, da de fleste af medlemmerne begyndte at få børn. Deriblandt Astrid.

Men musikken er stadig på nettet! Det nævner Astrid en dag til middag, og jeg går på nettet, på Bandbase, for at høre det. Og jeg elsker det. De har en lyd jeg har aldrig har hørt før, og skaber en fantastisk stemning. Og Astrids vokal er så smooth og flydende at den bidrager perfekt til lydbilledet.

Gør mig en tjeneste, og hør det! http://www.bandbase.dk/Aztrid/

fredag den 28. august 2009

Et nyt liv


I et år, er jeg blevet skænket et nyt liv. Jeg bor anderledes, jeg spiser anderledes og jeg har andre venner, men jeg har stadig fri adgang til mit gamle liv. That's right; jeg er på efterskole.
Og det ikke beskrives hvor meget jeg elsker dette sted. Alle mine venner bor 15-30 sekunder væk på gåben, og vi er hele tiden sammen. Hverdagen er vidunderlig og ugerne går, som var de sekunder. Og nu sidder jeg her, om morgenen i min meget velfortjente weekend og tænker tilbage på alt det der er sket i denne paralelle verden. Mit hoved kan næsten ikke rumme det. Vi har, næsten alle sammen, sovet inde i Harmonien (Foredragssalen) og jeg er stået op før de andre, fordi jeg ikke var træt.

Jeg kan huske i går, hvor vi sang Linedanser som fællessang. Smukt øjeblik. Jeg var lige ved at græde.

Jeg kan huske en af de første par dage, hvor jeg, og nogle venner (Ida, Aksel, Mikkel og Gustav ftr.) bestemte os for at samle et Kashmir cover-band, og øve samme aften. På selvsamme aften havde vi allerede næsten The Story of Jamie Fame Flame på plads.

Jeg kan huske alle de aftener hvor jeg bare har ligget sammen med Ida og snakket. Fantastiske øjeblikke.

Jeg kan huske Bårings Got Talent, et talentshow hvor vi fik lavet grupper, og så lavede vi alle et bidrag. Min gruppe lavede, som de eneste, noget der ikke havde noget med musik at gøre. Vi lavede nemlig et humoristisk trylleshow, hvor det var meningen alting skulle gå galt for tryllekunstneren. Min yndlingsdel var, hvor jeg som gæstemagikeren gav en "tilfældig" i publikum orgasme. Den tilfældige var selvfølgelig fra vores gruppe, nemlig Jakob. Og idet han gjorde det råbte han højlydt "Åh, JENS!!" Ah ja.... Min gruppe blev nummer 2, kun overgået af Mikkels fede hjemmelavede sang

Jeg kan huske da vi allesammen gik ned til stranden, og Gustav og Aksel hoppede i vandet med tøj på. Deraf billedet. Aksel gik hjem i vådt tøj, men Gustav lånte Ida's buksedragt.

Jeg vil opdatere med flere indlæg om fede øjeblikke, men til alle jer der undrer jer: Jeg har det fedt!

mandag den 3. august 2009

Komplimenter og ros, tak!

Hvad er der egentlig blivet af komplimenterne?
Jeg tror, at når en eller anden gør noget godt, står folk bare og tænker: "Det var da egentligt meget fint det der...". Men hvorfor ikke bare gå hen til personen og sige "Ved du hvad? Jeg syntes fandme det var fedt du gjorde det." I det tilfælde får personen jo netop at vide, at folk syntes han har gjort noget godt, og får derved lyst til at gøre det igen. I det første tilfælde ville personen nok være usikker på, om folk overhovedet lagde mærke til hvad han gjorde, og derved er chancen for at han overhovedet gør de igen væsentligt mindre. Et eksempel kunne være at kysse. Hvis drengen får af vide af pigen (Eller omvendt, det er egentlig underordnet.) at han kysser vildt godt, så får han selvtillid. Hvis han ikke gør det, så bliver han usikker.

Min pointe er bare, at folk gør det for lidt. Hvis man gør noget i en gruppe, kan det være, at man står og skæver til de andre, som heller ikke siger noget, eller roser nogen.

Deraf: Giv hinanden komplimenter! Man kan altså godt sige "Du er faktisk virkelig smuk" uden at mene det som en kærlighedserklæring (Det skal man selvfølgelig lige nævne.) og det betyder virkelig meget, især for piger, at få bekræftet deres udseende, det er jeg overbevist om.

søndag den 2. august 2009

Hvad med at lære mig at kende først?

Her forleden, skete der en begivenhed, som jeg kun kan stille spørgsmål til.
Jeg havde spillet koncert med mit band, Crash The Gadget, og en af mine venner havde filmet en af sangene. Faktisk forholdsvis vellykket, i forhold til at det var med en mobil. Men så, da optagelsen dagen efter kommer på Facebook, er der en eller anden dreng jeg ikke kender, som vælger at kommentere følgende "en flok bøsser!". Jeg er en smule chokeret, og vælger at svare igen med en lille joke. Som lød "Haha, siger en popdreng xD". Udelukkende baseret ud fra hans profilbillede, hvor han står og laver trutmund med en dåse Sommersby holdt op ved siden af hovedet. Jeg tænker nemmelig: "Well, hvis han må dømme ud fra udseende, og egen mening, så må jeg vel også." Derudover, var det også fordi jeg håbede han ville holde sin mund. Hvilket nok ikke var det bedste valg, i forhold til den hensigt. Men det der sker, er at en anden person, som jeg heller ikke kender, vælger at skrive "ja vil du slås?". Og der går der så ellers over 150 kommentarer på, over at jeg er en dum, klam, hippie-bøsse der åbenbart bruger make-up (Jeg ved ikke liiige hvor han fik den kommentar fra...).

Men er det virkelig ungdommen, som jeg er del af, i dag? Hvad blev der af at kunne diskutere ting og sager, og holdninger, helt uden at blive uvenner? Og hvad blev der i øvrigt af helt almindelig høflighed? Bevares, jeg skal da i den grad ikke blande mig i hans musiksmag, da det er en indiskutabel ting, men denne her episode kan jeg ikke lade være usagt. Jeg syntes simpelthen bare, at det er gået for vidt.

lørdag den 1. august 2009

Chickenfoot er en supergruppe! Og jeg er kejseren af Kina



Sammy Hagar, Michael Antony (Begge tidligere fra Van Halen), Joe Satriani og Chad Smith (Red Hot Chili Peppers) har for ikke længe siden startet et band, ved navn Chickenfoot. De er af hele verden, eller måske bare af dem selv, blevet promoveret som en supergruppe. Men jeg har et spørgsmål. Er en supergruppe ikke en gruppe, som gennem rigtig mange år har spillet sammen og lavet en masse fede albums, og solgt afsindige mængder af cd'er? Og som har været på turne et dusin gange og haft interne kriser. Jeg tænker AC/DC, U2, Pink Floyd, The Beatles osv.

Men ja. Jeg ved godt, at det er hvad begrebet supergruppe betyder. Altså, som et lille "All-star" hold af fede, kendte musikere, der lige laver et par albums, spiller nogle koncerter og så ellers skrider hvert til sit. Jeg syntes bare, at det er et underligt begreb. Supergruppe. Allstar-gruppe havde passet bedre. Det havde selvfølgelig været mindre rocket, men det er lige meget.
Jeg holder mig til mine personlige supergrupper.