Grøn. Grøn så langt øjet rækker. Grøn overalt, kun afbrudt af den rolige blå hvislende å, og det brusende vandfald i horizonten, pænt komplimenteret af en mægtig regnbue som ender netop for foden af vandfaldet. Fuglende synger højlydt i det fjerne, især svalerne som flyvende endvidere lavt. Junglen er tæt, men ikke så tæt, at det mangfoldige dyreliv ikke kan bane sige vej igennem det. Men et dyr er urent. Et dyr, er en fæl skabning, som har ødelagt en hel masse gennem tiderne, lige siden en speciel begivenhed. Mennesket. Djævelen. Han frister mennesket, og ødelægger en del. Uden den intellegens som frugten gav os, ville livet være så meget lettere, på en hel masse måder. Men det er netop det. Fristelsen af det ukendte, for det der er ukendt er også spændende. En bid. Alting glider væk. Den grønne, frodige jord trækker sig tilbage, kravler hen ad jorden. Træer og planter følger raskt efter. Det samme gør dyrene. Alting skynder sig væk. På jorden begynder flere og flere golde pletter at vise sig, indtil de fuldstændig har opslugt jorden. Al tegn på liv er forsvundet. Tilbage er intet.
Dette er en lille idé jeg fik, til at hjælpe mig med inspirationen til et digt. Når det er færdigt kommer det self. herind
Ingen kommentarer:
Send en kommentar