Rigtig mange ting har fyldt mit hoved på det seneste, men da de er delvist væk, føler jeg en enorm trang til at skrive herinde. Det har jeg ikke gjort længe, og hvorfor gøre det, hvis jeg ikke gad... Men det gider jeg nu... Så det er godt...
Men denne gang vil jeg gerne bare fortælle om nogle sjove, dejlige, og måske lidt underlige oplevelser jeg har haft på det seneste.
Jeg havde i længere tid haft det, som man i daglig tale, ville kalde en skriveblokering. Ser i, jeg vælger at sige, at det er en kende overdrevent, og opskaleret, så jeg vælger at udtrykke det som "ikke skrive periode". Men sagen er, at jeg i lørdags, om aftenen, gik helt ned over dette. Jeg følte, at jeg havde mistet en stor del af mig selv, og at jeg aldrig rigtig ville få den tilbage. Josefine (Hartvig) valgte at spendere sin lørdag aften/nat, på at snakke mig til ro og trøste mig. Omkring ved 1 tiden sker der således, at hun skriver til mig: Jamen hvis du ikke har lyst, så er det en anden sag; så skal du bare lade vær. Da det stod på min skærm, strømmede tankerne igennem mig med 1000 kilometer i timen. Hele min krop blev tung, og jeg følte det som der var en der pressede mig ned mod sengen. Efter et minut eller to fik jeg kæmpet mig op, og det lykkedes mig at fremtrylle dette lille digt:
En tåre.
Den kigger sig kort omkring for at se om andre følger med, men vælger at gå ned selv.
En skal være den første.
En vil blive den sidste.
I et helvede af regn.
Min allerstørste frygt.
Regnen.
Regnen regner med mig.
Regner med at vinde.
Regner med, at dråberne daler.
Jeg har selv skabt dråberne.
Af mine tårer er de skabt, til mine tårer skal de blive.
Jeg stirrede målløs disse gyldne linjer. De linjer redede min indre lyriker. Og jeg skylder den kære Josefine det hele. Uden hende havde jeg måske givet helt op med lyrikken. En uhyggelig tanke...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar