Det er det samme hvert år. Folk stresser rundt for at nå alting, der skal købes gaver, laves mad, skrives kort, pyntes, pyntes og atter engang pyntes. Men hvor er hyggen?
Jeg mener at moderne danmark har glemt det, som julen rent faktisk handler om.
Julen handler om: Hygge med familien, glæden ved at give, det at have en fælles ting at fejre, stemningen.
Julen handler IKKE om: systematiseret gavekøb/givning, at skynde sig med alting, at jage rundt med hinanden.
Men i år, må jeg ærligt indrømme, at jeg mest har oplevet variant nr. 2.
Et godt eksempel er, at jeg gerne ville give min bedste veninde en julegave. Selvfølgelig ville jeg det; hun er min bedste veninde. Men da jeg spurgte hvad hun ønskede sig, svarede hun at i hendes vennekreds gav man ikke hinanden julegaver, og at hun helst ikke ville have en gave af mig, fordi hun ville have det dårligt med ikke at give noget igen. Der er der, hvor der inde i mig blinker et blinklys, og lyder en høj sirene.
Som jeg forklarede hende er julen en tid, hvor man viser dem man holder af at man holder dem. Det at give en gave er et symbol på netop dette. Det udstråler, at man gider at bruge tid på personen. Det at modtage en gave er anerkendelse. Da min far gav mig min nye guitar (Jep, jeg har fået ny guitar! Den får sit eget indlæg snart ;) ), så tager jeg det som at min far er stolt af min musiske kunden. Og det er det bedste ved gaven.
Men det jeg forklarede hende var, at hun ikke behøvede at give mig en gave tilbage, da jeg udmærket ved, at hun holder af mig. Ligeledes behøver jeg heller ikke at give hende en, men jeg har lyst, så hvem skulle stoppe mig?
Anyway, jeg har bare hørt fra mange der var pressede på gavefronten, så jeg tænkte lige at jeg ville dele min synsvinkel.
onsdag den 23. december 2009
torsdag den 19. november 2009
Tilbageblik
Det her er et digt jeg skrev i Kristendom. Jeg vil gerne have lov til at dele det med jer.
Tilbageblik
Hele hans liv har han vidst han var værdig
Uden hjælp er han kommet dertil
Vejen derop var fantastisk seværdig
Men nu ved han ikke længere hvad han vil
Venskab er ingen steder at finde
Ingen til at ligge og snakke om livet med
For hans syn på sig selv har andet på sinde
End at være sammen med en er lavere et sted
Hvorfor være sammen med dem der ikke kan
Hvorfor bruge tid på at hjælpe idioter
Han er bedre end dem, hans evner holder vand
Men hans liv er hurtigt på vej ned med en snescooter
Hurtigere ned ad bjerget går det
Træer til alle sider, man når at se sig for
De rigtige valg er fuldkommen dækket af sne
Det går pludselig op for ham, at det er alvor
Puslespillet bliver samlet omvendt
Brikkerne falder stille og roligt fra hinanden
En efter en daler de ned, bestemt
Billedet kan man se på hver anden
Jeg står her og ser ned på den person
Jeg sukker og tænker på hans fejl
Men måden jeg ser på denne dæmon
Er igennem et ganske almindeligt spejl.
fredag den 6. november 2009
Lykke
Jeg er glad.
Den sidste uge har jeg været lidt nedtrykt. Jeg har ikke rigtig vist hvem jeg skulle være sammen med, jeg har ikke spillet ligeså meget musik som jeg plejer, og mine venner har hele tiden haft travlt med noget andet.
Men her de sidste par dage er jeg begyndt at blive glad. Det hele starter med at jeg ringer kort sammen med Kristina, efter en lyrikværkstedstime hvor jeg var så nedtrykt at jeg ikke engang gad læse det jeg havde lavet op, også selvom at det var ganske udmærket skrevet. Men det er super dejligt at snakke med hende igen, og jeg får grint en del. Så er jeg glad.
Men næste dag (I dag) svinger mit humør stadig, og det bliver kun værre af, at det jeg skal spille til linjefag er så simpel at jeg kunne brække mig. Men i løbet af dagen får jeg kæmpet mig op, og her til aften finder jeg så på at kigge på billeder. Og det vækkede noget i mig. Efter at havde kigget lidt på nogle gamle feriebilleder indser jeg hvor godt jeg har det. Og så bliver jeg helt glad. Så lige nu er jeg faktisk nærmest lykkelig. Tak for at havde sat det i gang, Kristina :)
Den sidste uge har jeg været lidt nedtrykt. Jeg har ikke rigtig vist hvem jeg skulle være sammen med, jeg har ikke spillet ligeså meget musik som jeg plejer, og mine venner har hele tiden haft travlt med noget andet.
Men her de sidste par dage er jeg begyndt at blive glad. Det hele starter med at jeg ringer kort sammen med Kristina, efter en lyrikværkstedstime hvor jeg var så nedtrykt at jeg ikke engang gad læse det jeg havde lavet op, også selvom at det var ganske udmærket skrevet. Men det er super dejligt at snakke med hende igen, og jeg får grint en del. Så er jeg glad.
Men næste dag (I dag) svinger mit humør stadig, og det bliver kun værre af, at det jeg skal spille til linjefag er så simpel at jeg kunne brække mig. Men i løbet af dagen får jeg kæmpet mig op, og her til aften finder jeg så på at kigge på billeder. Og det vækkede noget i mig. Efter at havde kigget lidt på nogle gamle feriebilleder indser jeg hvor godt jeg har det. Og så bliver jeg helt glad. Så lige nu er jeg faktisk nærmest lykkelig. Tak for at havde sat det i gang, Kristina :)
tirsdag den 3. november 2009
Sofie Amalie
Jeg sidder og snakker med nogle af mine venner nede ved poolbordet, da en pige, nemlig Sofie Amalie, siger: "Jeg tror nok at der er en eller anden Kristian på skolen, der har en blog, men han har ikke nævnt mig endnu. Det syntes jeg godt nok er underligt..." Og vi grinte lidt, og jeg tænkte: "Fandme så, om hun ikke skal have et blog-indlæg. Så her er det! Jeg håber du er glad og tilfreds! : D
mandag den 2. november 2009
The Edge of Eden
Grøn. Grøn så langt øjet rækker. Grøn overalt, kun afbrudt af den rolige blå hvislende å, og det brusende vandfald i horizonten, pænt komplimenteret af en mægtig regnbue som ender netop for foden af vandfaldet. Fuglende synger højlydt i det fjerne, især svalerne som flyvende endvidere lavt. Junglen er tæt, men ikke så tæt, at det mangfoldige dyreliv ikke kan bane sige vej igennem det. Men et dyr er urent. Et dyr, er en fæl skabning, som har ødelagt en hel masse gennem tiderne, lige siden en speciel begivenhed. Mennesket. Djævelen. Han frister mennesket, og ødelægger en del. Uden den intellegens som frugten gav os, ville livet være så meget lettere, på en hel masse måder. Men det er netop det. Fristelsen af det ukendte, for det der er ukendt er også spændende. En bid. Alting glider væk. Den grønne, frodige jord trækker sig tilbage, kravler hen ad jorden. Træer og planter følger raskt efter. Det samme gør dyrene. Alting skynder sig væk. På jorden begynder flere og flere golde pletter at vise sig, indtil de fuldstændig har opslugt jorden. Al tegn på liv er forsvundet. Tilbage er intet.
Dette er en lille idé jeg fik, til at hjælpe mig med inspirationen til et digt. Når det er færdigt kommer det self. herind
Dette er en lille idé jeg fik, til at hjælpe mig med inspirationen til et digt. Når det er færdigt kommer det self. herind
søndag den 18. oktober 2009
The Wedding
En gylden æra er ovre for mig. Det var dengang jeg havde nogle fantastiske bands, hvilket jeg bestemt også har nu. Men jeg tænkte at jeg ville fortælle en historie, en anekdote, om bandet Blob.
D. 13 Maj: Efter at have spillet en fed koncert ved eventyrløbet, fortalte Lukas, at han havde endnu et gig til os. "Det er faktisk til et bryllup! Ude på sådan en børnehave, langt ude på landet. Den hedder vistnok Spedsbjerg." Spedsbjerg! Det er faktisk der, hvor jeg har gået i børnehave.
Jeg kan huske, fra da jeg var mindre, at stedet var enormt stort. Det lå et stykke væk fra Odense, og det var kun for de store børn, i børnehaven. Der var alt hvad vi havde brug for. Gynger, legeplads, dyr (får, hvis jeg husker rigtigt), fodboldbane (indrømmet, den var ikke imponerende), gymnastiksal, og vigtigst af alt: Søde pædagoger med guitarer. Jep, det helt der tilbage fra, at min interesse stammer, for jeg var ekstremt fascineret af instrumentet.
D. 8 August: Vi mødtes kl. 12 ovre ved Johannes, for at pakke bilerne og køre. Hjem forbi mig, hente forstærkeren, og så bare derudaf mod Spedsbjerg. Da vi kom derud, hilste vi på bryllupsparret, og gik ind i gymnastiksalen, hvilket så var spise/festsalen i dag, og stillede op. Sikke et besvær, sikke et ledningerod, og sikke tunge højtalere der skulle op på stativer. For satan da.
Nå, men vi begyndte at øve. Vi havde delvist droppet, delvist smidt vores bassist ud, så jeg overtog gladeligt tjansen. Det voldte mig overhovedet ingen problemer at spille bas og synge samtidig, og vi øvede igennem i en time til to. Imens vi øvede kom der en af gæsterne ind og kiggede, nikkede anerkendende og klappede da vi var færdige med sangen. Han præsenterede sig selv som... Jeg har sgu glemt hvad han hed. Et eller andet grønlandsk. Han havde hørt os spille en af vores sange, Song 2, og han spurgte, om han ikke måtte spille med på den sang. Han var trommeslager, og Johannes trådte venligt til side. Han ville gerne synge samtidigt, og jeg trådte venligt til side. Så kunne min bas og jeg nemlig få langt bedre plads til at kaste sig rundt. Det gik rigtigt godt med ham bag trommerne, og han blev lidt vores guest-star. Han spillede selv i et grønlandsk metal band.
Jeg tror vi var færdige med at øve ved 14.30 tiden. Derefter gik vi ud for at se på området. Stedet var så meget mindre end jeg husker det. Jeg kan huske, hvis man skulle ned i den anden ende af børnehaven dengang, skulle man bruge en hel dag på det. Men gyngerne var stadig tornhøje. Og de børn der var med til festen kiggede underligt på os, da vi begyndte at lege ved gyngerne. Men hell. Man er vel kun barn en gang.
Ventetiden var enorm. Vi troede vi skulle spille ved 5 tiden, men det viste jeg nærmere at blive ved 12 tiden
Ergo vi ventede i nær 9 timer fra vi var færdige med at øve. Vi havde, som betaling for koncerten, fri bar hele dagen, og det fik vi udnyttet godt. Efter hovedretten spillede et andet band. Jeg tror de gik i 5. klasse. De var i hvert fald enormt små. Og det gik faktisk ganske udmærket! Ja, der var et par drops i tempoet og sådan, men ellers var det udmærket. Vi gratulerede derefter, og de så ud til at være dybt beærede.
Kl. 00.00: Sandhedens time. Den lange ventetid, skænderiet med min mor over telefonen (Jeg skulle have været sammen med hende om aftenen, men det blev ikke til noget.) og nervøsiteten over ikke at have spillet i lang tid, var endeligt kommet til en ende. Bordene var rykket længere væk for at gøre plads til os. Et meget klogt træk, i forhold til mig på en scene. Vi startede ud med at invitere grønlænderen op og spille med og jeg råbte optimistisk ind i mikrofonen: "Er klar til noget rock?!!". Den første sang gik helt perfekt. Der var en fed oplevelse at have ham med, men self. også dejligt at få Johannes tilbage. Den første sang gik helt perfekt, og jeg kunne allerede nu mære, at vi var i vores es. Det ville blive en fantastisk koncert.
Kl. 00:45: På vej hjem i bilen. Det blev ubestridt den fedeste koncert vi nogensinde havde spillet. De voksne havde fået tilpas meget at drikke, til at være rigtig meget med på dansegulvet, og de havde været et fantastisk publikum. Vi var alle utroligt trætte, gennemsvedet og så videre. Men det gjorde ikke noget. Ikke oven på den præstation.
D. 13 Maj: Efter at have spillet en fed koncert ved eventyrløbet, fortalte Lukas, at han havde endnu et gig til os. "Det er faktisk til et bryllup! Ude på sådan en børnehave, langt ude på landet. Den hedder vistnok Spedsbjerg." Spedsbjerg! Det er faktisk der, hvor jeg har gået i børnehave.
Jeg kan huske, fra da jeg var mindre, at stedet var enormt stort. Det lå et stykke væk fra Odense, og det var kun for de store børn, i børnehaven. Der var alt hvad vi havde brug for. Gynger, legeplads, dyr (får, hvis jeg husker rigtigt), fodboldbane (indrømmet, den var ikke imponerende), gymnastiksal, og vigtigst af alt: Søde pædagoger med guitarer. Jep, det helt der tilbage fra, at min interesse stammer, for jeg var ekstremt fascineret af instrumentet.
D. 8 August: Vi mødtes kl. 12 ovre ved Johannes, for at pakke bilerne og køre. Hjem forbi mig, hente forstærkeren, og så bare derudaf mod Spedsbjerg. Da vi kom derud, hilste vi på bryllupsparret, og gik ind i gymnastiksalen, hvilket så var spise/festsalen i dag, og stillede op. Sikke et besvær, sikke et ledningerod, og sikke tunge højtalere der skulle op på stativer. For satan da.
Nå, men vi begyndte at øve. Vi havde delvist droppet, delvist smidt vores bassist ud, så jeg overtog gladeligt tjansen. Det voldte mig overhovedet ingen problemer at spille bas og synge samtidig, og vi øvede igennem i en time til to. Imens vi øvede kom der en af gæsterne ind og kiggede, nikkede anerkendende og klappede da vi var færdige med sangen. Han præsenterede sig selv som... Jeg har sgu glemt hvad han hed. Et eller andet grønlandsk. Han havde hørt os spille en af vores sange, Song 2, og han spurgte, om han ikke måtte spille med på den sang. Han var trommeslager, og Johannes trådte venligt til side. Han ville gerne synge samtidigt, og jeg trådte venligt til side. Så kunne min bas og jeg nemlig få langt bedre plads til at kaste sig rundt. Det gik rigtigt godt med ham bag trommerne, og han blev lidt vores guest-star. Han spillede selv i et grønlandsk metal band.
Jeg tror vi var færdige med at øve ved 14.30 tiden. Derefter gik vi ud for at se på området. Stedet var så meget mindre end jeg husker det. Jeg kan huske, hvis man skulle ned i den anden ende af børnehaven dengang, skulle man bruge en hel dag på det. Men gyngerne var stadig tornhøje. Og de børn der var med til festen kiggede underligt på os, da vi begyndte at lege ved gyngerne. Men hell. Man er vel kun barn en gang.
Ventetiden var enorm. Vi troede vi skulle spille ved 5 tiden, men det viste jeg nærmere at blive ved 12 tiden
Ergo vi ventede i nær 9 timer fra vi var færdige med at øve. Vi havde, som betaling for koncerten, fri bar hele dagen, og det fik vi udnyttet godt. Efter hovedretten spillede et andet band. Jeg tror de gik i 5. klasse. De var i hvert fald enormt små. Og det gik faktisk ganske udmærket! Ja, der var et par drops i tempoet og sådan, men ellers var det udmærket. Vi gratulerede derefter, og de så ud til at være dybt beærede.
Kl. 00.00: Sandhedens time. Den lange ventetid, skænderiet med min mor over telefonen (Jeg skulle have været sammen med hende om aftenen, men det blev ikke til noget.) og nervøsiteten over ikke at have spillet i lang tid, var endeligt kommet til en ende. Bordene var rykket længere væk for at gøre plads til os. Et meget klogt træk, i forhold til mig på en scene. Vi startede ud med at invitere grønlænderen op og spille med og jeg råbte optimistisk ind i mikrofonen: "Er klar til noget rock?!!". Den første sang gik helt perfekt. Der var en fed oplevelse at have ham med, men self. også dejligt at få Johannes tilbage. Den første sang gik helt perfekt, og jeg kunne allerede nu mære, at vi var i vores es. Det ville blive en fantastisk koncert.
Kl. 00:45: På vej hjem i bilen. Det blev ubestridt den fedeste koncert vi nogensinde havde spillet. De voksne havde fået tilpas meget at drikke, til at være rigtig meget med på dansegulvet, og de havde været et fantastisk publikum. Vi var alle utroligt trætte, gennemsvedet og så videre. Men det gjorde ikke noget. Ikke oven på den præstation.
onsdag den 30. september 2009
Ok, det var dumt.
Jeg satte mig ned, for at skrive et blog indlæg om at jeg havde fået nyt layout på bloggen. Men det slog mig, at hvis jeg lavede et blog indlæg om det, så ville i, læsere bare tænkte: "Øøøh, ja! Det kan vi da godt se!" Så jeg valgte at lade vær, og så bare lave dette her indlæg istedet. Men anyway. Jeg har fået nyt layout!
Abonner på:
Opslag (Atom)