Gem En Brie! (GEB)

I dag har traditionsudvalget lavet sin første tradition. Jeg vil lige give jer lidt baggrundshistorie.

En dag i sidste uge, valgte nogle herfra at starte et traditionsudvalg. De satte sig derfor ned en af dagene (tirsdag, tror jeg nok) og snakkede om hvad der kunne være fedt at have som tradition. Jeg er ikke med i udvalget (jeg har med vilje ikke stillet mig op til nogle udvalg, for at undgå ekstra arbejde i en i forvejen travl uge.), men dem der er med er hovedsageligt mine venner. Så jeg fik altså lidt insiderviden.

Det første indslag var et ret impulsivt et, nemlig Gem En Brie. De havde tænkt sig at stille sig op, med Aksel i front, og fortælle at de havde gemt en brie, og derefter bare sætte sig ned igen uden at tage imod spørgsmål. Og det gjorde de.

De valgte Gustav og Sebastians værelse som offer. Gustav fordi han tager let på det meste, og Sebastian fordi han kender meget til efterskolehumoren. Og de er jo også begge to rigtig flinke.

Men i pausen i dag gik de ned og købte en Brie. Eller rettere, en Gamle Oles Far, hvilket lugter værre end en Brie. Så de tog tilbage til skolen, pakkede den ud inde ved Aksel, og lagde den ind til Gustav og Sebastian. Til middag fortalte Aksel så: "Vi har lavet en ny tradition. Og det kan godt være i tror den ikke er så gennemtænkt... Og det er den heller ikke. Det kan også være det bliver en meget kortvarig tradition. Men der er en regel og en information. Og reglen er, at så snart i har fået informationen, må i ikke stille spørgsmål." Længere kunstpause. "Vi har gemt en brie."

Og drengene på "Fugaen", deres gang, havde allerede i den grad kunne lugte osten. Så de udbrød: "Nå, så er det derfor der fucking stinker så meget på vores gang!"

Så her, lige før aftensmad blev den allerede fundet. Og efter flere havde truet Aksel (Ja, faktisk KUN Aksel...) rejste Sebastian sig op og sagde: "Ja. Jeg har fundet den sygeste Gamle Ole inde under min seng. Og det er humor! Men det skal ikke ske igen." Det var så fedt sagt, og jeg var flad af grin.

Så det var altså historien om den allerførste tradition (udover Linedanser som skolens kendesang) på Den Rytmiske Efterskole i Båring. Der er kun tilbage at håbe på min gode ven, Aksels, helbred.