Ok, det var dumt.

Jeg satte mig ned, for at skrive et blog indlæg om at jeg havde fået nyt layout på bloggen. Men det slog mig, at hvis jeg lavede et blog indlæg om det, så ville i, læsere bare tænkte: "Øøøh, ja! Det kan vi da godt se!" Så jeg valgte at lade vær, og så bare lave dette her indlæg istedet. Men anyway. Jeg har fået nyt layout!

To Verdener

Nu har jeg længe gået, og tænkt over hvordan jeg skal beskrive livet på en efterskole, og følelser omkring det. Og jeg er kommet frem til, at forklaringen på dette spørgsmål, konklusionen på denne ligning er, at det er som om man lever i to venner på en gang.

På den ene side har jeg min dejlige verden derhjemme. Jeg har masser af venner, som alle holder af mig, og som jeg elsker at bruge tid sammen med. Der er også dem jeg ikke får brugt nok tid med, namely Kristina. Vi har godt nok meget tid til gode. Nå, men udover det, så har jeg en dejlig hverdag, hvor der er masser af tid til at gøre hvad jeg vil. Jeg spiller meget musik, og jeg har to vidt forskellige bands, som hver er vidt forskellige, men fede på hver sin måde. I det ene har vi et solidt sæt, hvor vi besidder så stor rutine, at fejlene under koncerter hører sjældenhederne til. I det andet, har vi slidt rigtig hård for at få vores helt egen musik op at køre. Det har været en hård og stressende proccess, men nu har vi endelig en 5 stykker, og vi kan spille et sæt. Og det er så fedt at spille sine egne sange live. Vi er dog ikke nær så rutinerede.

På den anden side har jeg min dejlige verden herhjemme. Herhjemme betydende på efterskolen. Også her, har jeg masser af venner som holder af mig, og som jeg elsker at bruge tid sammen med. Forskellen er bare, at om jeg vil eller ej, så kommer jeg til at bruge tid sammen med dem. Hvilket er helt fint. Der er ingen her, som jeg ikke får set. Min hverdag er der dog straks større forskel på. Min hverdag her, er skemalagt fra ende til anden. Op 6:30, morgenmad 7:30, samling 8:00, timer til 18:00, kun afbrudt af frokost, lydpause 19:00 til 19:45, derefter fri. I seng kl. 23. Det er det samme hver dag. Og jeg har intet som helst imod det. Det er en del af denne verden, altså den anden. Musik er det også anderledes med. Jeg kan sagtens råbe Sebastian, Danni, Mikkel og Jeppe, skal vi ikke øve? Hvorefter de, som regel, svarer ja. Og så er vi afsted. Det er så super nemt at komme igang. Derudover skriver jeg mange flere sangtekster. Men det er som om, at jeg er bedre til alting når jeg er hjemme. Jeg synger bedre, spiller bedre og skriver bedre.

Forskellen er kæmpe. Men det er et sted, hvor det bare er alt for underligt. Det er nemlig i bilen på vej herover. Det er hverken hjemme eller ude, det er kun et sted imellem.

Men som jeg har udtrykket i hele dette indlæg, så er mit hjem på efterskolen. Og som man siger: "Ude godt, hjemme bedst"

Muse er geniale.

I dette indlæg vil jeg snakke om Muse, men faktisk ikke så meget om deres musik. For deres musik er, efter min mening, helt genial og aldrig set før. Nej, det jeg vil snakke om, er en lille begivenhed her for nylig.

Muse var blevet inviteret til at spille i et italiensk tv-show for ikke så længe siden. Et ret populært et, ved navn Quelli Che Il Calcio. Men der var en betingelse. De skulle spille playback. De prøvede at forhandle frem og tilbage, om de ikke nok måtte bruge live-lyd, men svaret var nu engang nej.

Men i stedet for at droppe koncerten, valgte de tre medlemmer fra Muse, Matthew Bellamy, Dominic Howard og Christopher Wolstenholme, at tage pis på tv-showet. Så i stedet for at fake, at de rent faktisk spillede, byttede de om på opstillingen. Matt, som normalt er lead vocals, guitar og keys overtog trommerne, Dom som normalt spiller trommer tog bassen og sangen, og Chris tog guitaren og keyboardet.

Det sjove ved det hele er, at man tydeligt kan se, at de ikke spiller rigtigt. Chris holder bare et sted på guitaren hele tiden, og Matt ser totalt sjov ud, med en helt vildt underlig måde at bevæge kroppen på.

Dette her er måske en kopiering af Nirvana, der fik den samme ide for længe siden, men underholdende er det i den grad!

Muse på tv-show: http://www.youtube.com/watch?v=VqyOT5XpJbk&feature=player_embedded

Nirvanas fake koncert: http://www.youtube.com/watch?v=281VaSVLeTQ&feature=player_embedded

Jeg tager i den grad hatten af for den fantastiske humor!

Gem En Brie! (GEB)

I dag har traditionsudvalget lavet sin første tradition. Jeg vil lige give jer lidt baggrundshistorie.

En dag i sidste uge, valgte nogle herfra at starte et traditionsudvalg. De satte sig derfor ned en af dagene (tirsdag, tror jeg nok) og snakkede om hvad der kunne være fedt at have som tradition. Jeg er ikke med i udvalget (jeg har med vilje ikke stillet mig op til nogle udvalg, for at undgå ekstra arbejde i en i forvejen travl uge.), men dem der er med er hovedsageligt mine venner. Så jeg fik altså lidt insiderviden.

Det første indslag var et ret impulsivt et, nemlig Gem En Brie. De havde tænkt sig at stille sig op, med Aksel i front, og fortælle at de havde gemt en brie, og derefter bare sætte sig ned igen uden at tage imod spørgsmål. Og det gjorde de.

De valgte Gustav og Sebastians værelse som offer. Gustav fordi han tager let på det meste, og Sebastian fordi han kender meget til efterskolehumoren. Og de er jo også begge to rigtig flinke.

Men i pausen i dag gik de ned og købte en Brie. Eller rettere, en Gamle Oles Far, hvilket lugter værre end en Brie. Så de tog tilbage til skolen, pakkede den ud inde ved Aksel, og lagde den ind til Gustav og Sebastian. Til middag fortalte Aksel så: "Vi har lavet en ny tradition. Og det kan godt være i tror den ikke er så gennemtænkt... Og det er den heller ikke. Det kan også være det bliver en meget kortvarig tradition. Men der er en regel og en information. Og reglen er, at så snart i har fået informationen, må i ikke stille spørgsmål." Længere kunstpause. "Vi har gemt en brie."

Og drengene på "Fugaen", deres gang, havde allerede i den grad kunne lugte osten. Så de udbrød: "Nå, så er det derfor der fucking stinker så meget på vores gang!"

Så her, lige før aftensmad blev den allerede fundet. Og efter flere havde truet Aksel (Ja, faktisk KUN Aksel...) rejste Sebastian sig op og sagde: "Ja. Jeg har fundet den sygeste Gamle Ole inde under min seng. Og det er humor! Men det skal ikke ske igen." Det var så fedt sagt, og jeg var flad af grin.

Så det var altså historien om den allerførste tradition (udover Linedanser som skolens kendesang) på Den Rytmiske Efterskole i Båring. Der er kun tilbage at håbe på min gode ven, Aksels, helbred.

Komponerende!

På Søndag holder skolen indvielse. Det er en fejring, hvor vi markerer at det er vores skole nu og hvor vi fejrer netop den samme begivenhed. Og i forbindelse med denne fest, har vi gæster til at komme og medvirke med vores kor (Altså, os alle sammen) og til at spille med os. Jeg snakker om DRuen.

DRuen er et stryger-énsemble af Danmarks mest talentfulde unge, på ca. 7 mand. Det i sig selv er faktisk en ret stor begivenhed, og jeg glæder mig virkelig til at møde dem. Til at snakke med folk med så massivt talent og se hvad de er for nogen.

Men som om det ikke er nok, så har den kære forstander Jens Horn sat to elever herfra, til at komponere en version af Linedanser, vores efterskoles slagsang, til énsemble't. Dertil hørende intro. Og jeg hørte det lige her i dag, og det er saksuseme godt. Det er helt utroligt, hvad to på min alder kan udrette. Nemlig Gustav og Anton. Det er så imponerende.

Så hvis DRuen forventer at få et totalt let og tilbagelænet stykke musik smidt i hænderne, så kan de godt tro om igen. For det er fandme kompliceret arbejde. Jeg har kun en ting at sige: Godt klaret Gustav og Anton. Det bliver fedt.

We All Need Some Light!

Jeg har fået et nyt band her i dag.

Min gode ven Gustav kom hen til mig, og sagde venligt "Dolle, det er egentlig længe siden vi har snakket sammen." Hvilket faktisk var rigtigt nok. Indså jeg. "Men jeg starter et band sammen med Dan, Sebastian og Rasmus. Vi kalder os for sjov Eliten, og vi har som mål at spille noget, som ingen andre kan finde ud af at spille. Men vil du ikke være forsanger?" Der tabte jeg næsten fatningen. Dan, Sebastian, Rasmus og Gustav. De er fandme gode til musik. Og fede at være sammen med. Og så vil de have MIG som forsanger?!

Men sådan var det, og vi øver senere samme dag. Vores første nummer skulle blive We All Need Some Light af Transatlantic. Et ret fantastisk nummer i sig selv, og som Gustav på forhånd havde spottet, var den perfekt for mig at synge. Så vi øvede den. Og det lød fedt.

Men da jeg stod der og sang, kom jeg til at tænke på hvad det var jerg sang. "We all need some light. Turn on your light and wash the darkness away."

Vi har alle brug for en chance, for et lys, men det er op til sig selv at finde, og tage chancen. Man skal selv tænde lyset. Det syntes jeg er tankevækkende. Tidligere i sangen nævnte jeg også "Some people think think they have none, they might as well stay down."

Hvis man ikke selv mener at man har et lys, skal man ikke engang prøve på at tænde det. Men hvis man tror på sig selv, kan man tænde sit lys. Og lyset, er noget alle har brug for.