Gaveræs

Det er det samme hvert år. Folk stresser rundt for at nå alting, der skal købes gaver, laves mad, skrives kort, pyntes, pyntes og atter engang pyntes. Men hvor er hyggen?

Jeg mener at moderne danmark har glemt det, som julen rent faktisk handler om.

Julen handler om: Hygge med familien, glæden ved at give, det at have en fælles ting at fejre, stemningen.
Julen handler IKKE om: systematiseret gavekøb/givning, at skynde sig med alting, at jage rundt med hinanden.

Men i år, må jeg ærligt indrømme, at jeg mest har oplevet variant nr. 2.
Et godt eksempel er, at jeg gerne ville give min bedste veninde en julegave. Selvfølgelig ville jeg det; hun er min bedste veninde. Men da jeg spurgte hvad hun ønskede sig, svarede hun at i hendes vennekreds gav man ikke hinanden julegaver, og at hun helst ikke ville have en gave af mig, fordi hun ville have det dårligt med ikke at give noget igen. Der er der, hvor der inde i mig blinker et blinklys, og lyder en høj sirene.

Som jeg forklarede hende er julen en tid, hvor man viser dem man holder af at man holder dem. Det at give en gave er et symbol på netop dette. Det udstråler, at man gider at bruge tid på personen. Det at modtage en gave er anerkendelse. Da min far gav mig min nye guitar (Jep, jeg har fået ny guitar! Den får sit eget indlæg snart ;) ), så tager jeg det som at min far er stolt af min musiske kunden. Og det er det bedste ved gaven.

Men det jeg forklarede hende var, at hun ikke behøvede at give mig en gave tilbage, da jeg udmærket ved, at hun holder af mig. Ligeledes behøver jeg heller ikke at give hende en, men jeg har lyst, så hvem skulle stoppe mig?

Anyway, jeg har bare hørt fra mange der var pressede på gavefronten, så jeg tænkte lige at jeg ville dele min synsvinkel.

Det her er et digt jeg skrev i Kristendom. Jeg vil gerne have lov til at dele det med jer.

Tilbageblik

Hele hans liv har han vidst han var værdig

Uden hjælp er han kommet dertil

Vejen derop var fantastisk seværdig

Men nu ved han ikke længere hvad han vil

Venskab er ingen steder at finde

Ingen til at ligge og snakke om livet med

For hans syn på sig selv har andet på sinde

End at være sammen med en er lavere et sted

Hvorfor være sammen med dem der ikke kan

Hvorfor bruge tid på at hjælpe idioter

Han er bedre end dem, hans evner holder vand

Men hans liv er hurtigt på vej ned med en snescooter

Hurtigere ned ad bjerget går det

Træer til alle sider, man når at se sig for

De rigtige valg er fuldkommen dækket af sne

Det går pludselig op for ham, at det er alvor

Puslespillet bliver samlet omvendt

Brikkerne falder stille og roligt fra hinanden

En efter en daler de ned, bestemt

Billedet kan man se på hver anden

Jeg står her og ser ned på den person

Jeg sukker og tænker på hans fejl

Men måden jeg ser på denne dæmon

Er igennem et ganske almindeligt spejl.

Lykke

Jeg er glad.

Den sidste uge har jeg været lidt nedtrykt. Jeg har ikke rigtig vist hvem jeg skulle være sammen med, jeg har ikke spillet ligeså meget musik som jeg plejer, og mine venner har hele tiden haft travlt med noget andet.

Men her de sidste par dage er jeg begyndt at blive glad. Det hele starter med at jeg ringer kort sammen med Kristina, efter en lyrikværkstedstime hvor jeg var så nedtrykt at jeg ikke engang gad læse det jeg havde lavet op, også selvom at det var ganske udmærket skrevet. Men det er super dejligt at snakke med hende igen, og jeg får grint en del. Så er jeg glad.

Men næste dag (I dag) svinger mit humør stadig, og det bliver kun værre af, at det jeg skal spille til linjefag er så simpel at jeg kunne brække mig. Men i løbet af dagen får jeg kæmpet mig op, og her til aften finder jeg så på at kigge på billeder. Og det vækkede noget i mig. Efter at havde kigget lidt på nogle gamle feriebilleder indser jeg hvor godt jeg har det. Og så bliver jeg helt glad. Så lige nu er jeg faktisk nærmest lykkelig. Tak for at havde sat det i gang, Kristina :)

Sofie Amalie

Jeg sidder og snakker med nogle af mine venner nede ved poolbordet, da en pige, nemlig Sofie Amalie, siger: "Jeg tror nok at der er en eller anden Kristian på skolen, der har en blog, men han har ikke nævnt mig endnu. Det syntes jeg godt nok er underligt..." Og vi grinte lidt, og jeg tænkte: "Fandme så, om hun ikke skal have et blog-indlæg. Så her er det! Jeg håber du er glad og tilfreds! : D

The Edge of Eden

Grøn. Grøn så langt øjet rækker. Grøn overalt, kun afbrudt af den rolige blå hvislende å, og det brusende vandfald i horizonten, pænt komplimenteret af en mægtig regnbue som ender netop for foden af vandfaldet. Fuglende synger højlydt i det fjerne, især svalerne som flyvende endvidere lavt. Junglen er tæt, men ikke så tæt, at det mangfoldige dyreliv ikke kan bane sige vej igennem det. Men et dyr er urent. Et dyr, er en fæl skabning, som har ødelagt en hel masse gennem tiderne, lige siden en speciel begivenhed. Mennesket. Djævelen. Han frister mennesket, og ødelægger en del. Uden den intellegens som frugten gav os, ville livet være så meget lettere, på en hel masse måder. Men det er netop det. Fristelsen af det ukendte, for det der er ukendt er også spændende. En bid. Alting glider væk. Den grønne, frodige jord trækker sig tilbage, kravler hen ad jorden. Træer og planter følger raskt efter. Det samme gør dyrene. Alting skynder sig væk. På jorden begynder flere og flere golde pletter at vise sig, indtil de fuldstændig har opslugt jorden. Al tegn på liv er forsvundet. Tilbage er intet.

Dette er en lille idé jeg fik, til at hjælpe mig med inspirationen til et digt. Når det er færdigt kommer det self. herind

The Wedding

En gylden æra er ovre for mig. Det var dengang jeg havde nogle fantastiske bands, hvilket jeg bestemt også har nu. Men jeg tænkte at jeg ville fortælle en historie, en anekdote, om bandet Blob.

D. 13 Maj: Efter at have spillet en fed koncert ved eventyrløbet, fortalte Lukas, at han havde endnu et gig til os. "Det er faktisk til et bryllup! Ude på sådan en børnehave, langt ude på landet. Den hedder vistnok Spedsbjerg." Spedsbjerg! Det er faktisk der, hvor jeg har gået i børnehave.

Jeg kan huske, fra da jeg var mindre, at stedet var enormt stort. Det lå et stykke væk fra Odense, og det var kun for de store børn, i børnehaven. Der var alt hvad vi havde brug for. Gynger, legeplads, dyr (får, hvis jeg husker rigtigt), fodboldbane (indrømmet, den var ikke imponerende), gymnastiksal, og vigtigst af alt: Søde pædagoger med guitarer. Jep, det helt der tilbage fra, at min interesse stammer, for jeg var ekstremt fascineret af instrumentet.

D. 8 August: Vi mødtes kl. 12 ovre ved Johannes, for at pakke bilerne og køre. Hjem forbi mig, hente forstærkeren, og så bare derudaf mod Spedsbjerg. Da vi kom derud, hilste vi på bryllupsparret, og gik ind i gymnastiksalen, hvilket så var spise/festsalen i dag, og stillede op. Sikke et besvær, sikke et ledningerod, og sikke tunge højtalere der skulle op på stativer. For satan da.

Nå, men vi begyndte at øve. Vi havde delvist droppet, delvist smidt vores bassist ud, så jeg overtog gladeligt tjansen. Det voldte mig overhovedet ingen problemer at spille bas og synge samtidig, og vi øvede igennem i en time til to. Imens vi øvede kom der en af gæsterne ind og kiggede, nikkede anerkendende og klappede da vi var færdige med sangen. Han præsenterede sig selv som... Jeg har sgu glemt hvad han hed. Et eller andet grønlandsk. Han havde hørt os spille en af vores sange, Song 2, og han spurgte, om han ikke måtte spille med på den sang. Han var trommeslager, og Johannes trådte venligt til side. Han ville gerne synge samtidigt, og jeg trådte venligt til side. Så kunne min bas og jeg nemlig få langt bedre plads til at kaste sig rundt. Det gik rigtigt godt med ham bag trommerne, og han blev lidt vores guest-star. Han spillede selv i et grønlandsk metal band.

 Jeg tror vi var færdige med at øve ved 14.30 tiden. Derefter gik vi ud for at se på området. Stedet var så meget mindre end jeg husker det. Jeg kan huske, hvis man skulle ned i den anden ende af børnehaven dengang, skulle man bruge en hel dag på det. Men gyngerne var stadig tornhøje. Og de børn der var med til festen kiggede underligt på os, da vi begyndte at lege ved gyngerne. Men hell. Man er vel kun barn en gang.

Ventetiden var enorm. Vi troede vi skulle spille ved 5 tiden, men det viste jeg nærmere at blive ved 12 tiden
Ergo vi ventede i nær 9 timer fra vi var færdige med at øve. Vi havde, som betaling for koncerten, fri bar hele dagen, og det fik vi udnyttet godt. Efter hovedretten spillede et andet band. Jeg tror de gik i 5. klasse. De var i hvert fald enormt små. Og det gik faktisk ganske udmærket! Ja, der var et par drops i tempoet og sådan, men ellers var det udmærket. Vi gratulerede derefter, og de så ud til at være dybt beærede.

Kl. 00.00: Sandhedens time. Den lange ventetid, skænderiet med min mor over telefonen (Jeg skulle have været sammen med hende om aftenen, men det blev ikke til noget.) og nervøsiteten over ikke at have spillet i lang tid, var endeligt kommet til en ende. Bordene var rykket længere væk for at gøre plads til os. Et meget klogt træk, i forhold til  mig på en scene. Vi startede ud med at invitere grønlænderen op og spille med og jeg råbte optimistisk ind i mikrofonen: "Er klar til noget rock?!!". Den første sang gik helt perfekt. Der var en fed oplevelse at have ham med, men self. også dejligt at få Johannes tilbage. Den første sang gik helt perfekt, og jeg kunne allerede nu mære, at vi var i vores es. Det ville blive en fantastisk koncert.

Kl. 00:45: På vej hjem i bilen. Det blev ubestridt den fedeste koncert vi nogensinde havde spillet. De voksne havde fået tilpas meget at drikke, til at være rigtig meget med på dansegulvet, og de havde været et fantastisk publikum. Vi var alle utroligt trætte, gennemsvedet og så videre. Men det gjorde ikke noget. Ikke oven på den præstation.

Ok, det var dumt.

Jeg satte mig ned, for at skrive et blog indlæg om at jeg havde fået nyt layout på bloggen. Men det slog mig, at hvis jeg lavede et blog indlæg om det, så ville i, læsere bare tænkte: "Øøøh, ja! Det kan vi da godt se!" Så jeg valgte at lade vær, og så bare lave dette her indlæg istedet. Men anyway. Jeg har fået nyt layout!

To Verdener

Nu har jeg længe gået, og tænkt over hvordan jeg skal beskrive livet på en efterskole, og følelser omkring det. Og jeg er kommet frem til, at forklaringen på dette spørgsmål, konklusionen på denne ligning er, at det er som om man lever i to venner på en gang.

På den ene side har jeg min dejlige verden derhjemme. Jeg har masser af venner, som alle holder af mig, og som jeg elsker at bruge tid sammen med. Der er også dem jeg ikke får brugt nok tid med, namely Kristina. Vi har godt nok meget tid til gode. Nå, men udover det, så har jeg en dejlig hverdag, hvor der er masser af tid til at gøre hvad jeg vil. Jeg spiller meget musik, og jeg har to vidt forskellige bands, som hver er vidt forskellige, men fede på hver sin måde. I det ene har vi et solidt sæt, hvor vi besidder så stor rutine, at fejlene under koncerter hører sjældenhederne til. I det andet, har vi slidt rigtig hård for at få vores helt egen musik op at køre. Det har været en hård og stressende proccess, men nu har vi endelig en 5 stykker, og vi kan spille et sæt. Og det er så fedt at spille sine egne sange live. Vi er dog ikke nær så rutinerede.

På den anden side har jeg min dejlige verden herhjemme. Herhjemme betydende på efterskolen. Også her, har jeg masser af venner som holder af mig, og som jeg elsker at bruge tid sammen med. Forskellen er bare, at om jeg vil eller ej, så kommer jeg til at bruge tid sammen med dem. Hvilket er helt fint. Der er ingen her, som jeg ikke får set. Min hverdag er der dog straks større forskel på. Min hverdag her, er skemalagt fra ende til anden. Op 6:30, morgenmad 7:30, samling 8:00, timer til 18:00, kun afbrudt af frokost, lydpause 19:00 til 19:45, derefter fri. I seng kl. 23. Det er det samme hver dag. Og jeg har intet som helst imod det. Det er en del af denne verden, altså den anden. Musik er det også anderledes med. Jeg kan sagtens råbe Sebastian, Danni, Mikkel og Jeppe, skal vi ikke øve? Hvorefter de, som regel, svarer ja. Og så er vi afsted. Det er så super nemt at komme igang. Derudover skriver jeg mange flere sangtekster. Men det er som om, at jeg er bedre til alting når jeg er hjemme. Jeg synger bedre, spiller bedre og skriver bedre.

Forskellen er kæmpe. Men det er et sted, hvor det bare er alt for underligt. Det er nemlig i bilen på vej herover. Det er hverken hjemme eller ude, det er kun et sted imellem.

Men som jeg har udtrykket i hele dette indlæg, så er mit hjem på efterskolen. Og som man siger: "Ude godt, hjemme bedst"

Muse er geniale.

I dette indlæg vil jeg snakke om Muse, men faktisk ikke så meget om deres musik. For deres musik er, efter min mening, helt genial og aldrig set før. Nej, det jeg vil snakke om, er en lille begivenhed her for nylig.

Muse var blevet inviteret til at spille i et italiensk tv-show for ikke så længe siden. Et ret populært et, ved navn Quelli Che Il Calcio. Men der var en betingelse. De skulle spille playback. De prøvede at forhandle frem og tilbage, om de ikke nok måtte bruge live-lyd, men svaret var nu engang nej.

Men i stedet for at droppe koncerten, valgte de tre medlemmer fra Muse, Matthew Bellamy, Dominic Howard og Christopher Wolstenholme, at tage pis på tv-showet. Så i stedet for at fake, at de rent faktisk spillede, byttede de om på opstillingen. Matt, som normalt er lead vocals, guitar og keys overtog trommerne, Dom som normalt spiller trommer tog bassen og sangen, og Chris tog guitaren og keyboardet.

Det sjove ved det hele er, at man tydeligt kan se, at de ikke spiller rigtigt. Chris holder bare et sted på guitaren hele tiden, og Matt ser totalt sjov ud, med en helt vildt underlig måde at bevæge kroppen på.

Dette her er måske en kopiering af Nirvana, der fik den samme ide for længe siden, men underholdende er det i den grad!

Muse på tv-show: http://www.youtube.com/watch?v=VqyOT5XpJbk&feature=player_embedded

Nirvanas fake koncert: http://www.youtube.com/watch?v=281VaSVLeTQ&feature=player_embedded

Jeg tager i den grad hatten af for den fantastiske humor!

Gem En Brie! (GEB)

I dag har traditionsudvalget lavet sin første tradition. Jeg vil lige give jer lidt baggrundshistorie.

En dag i sidste uge, valgte nogle herfra at starte et traditionsudvalg. De satte sig derfor ned en af dagene (tirsdag, tror jeg nok) og snakkede om hvad der kunne være fedt at have som tradition. Jeg er ikke med i udvalget (jeg har med vilje ikke stillet mig op til nogle udvalg, for at undgå ekstra arbejde i en i forvejen travl uge.), men dem der er med er hovedsageligt mine venner. Så jeg fik altså lidt insiderviden.

Det første indslag var et ret impulsivt et, nemlig Gem En Brie. De havde tænkt sig at stille sig op, med Aksel i front, og fortælle at de havde gemt en brie, og derefter bare sætte sig ned igen uden at tage imod spørgsmål. Og det gjorde de.

De valgte Gustav og Sebastians værelse som offer. Gustav fordi han tager let på det meste, og Sebastian fordi han kender meget til efterskolehumoren. Og de er jo også begge to rigtig flinke.

Men i pausen i dag gik de ned og købte en Brie. Eller rettere, en Gamle Oles Far, hvilket lugter værre end en Brie. Så de tog tilbage til skolen, pakkede den ud inde ved Aksel, og lagde den ind til Gustav og Sebastian. Til middag fortalte Aksel så: "Vi har lavet en ny tradition. Og det kan godt være i tror den ikke er så gennemtænkt... Og det er den heller ikke. Det kan også være det bliver en meget kortvarig tradition. Men der er en regel og en information. Og reglen er, at så snart i har fået informationen, må i ikke stille spørgsmål." Længere kunstpause. "Vi har gemt en brie."

Og drengene på "Fugaen", deres gang, havde allerede i den grad kunne lugte osten. Så de udbrød: "Nå, så er det derfor der fucking stinker så meget på vores gang!"

Så her, lige før aftensmad blev den allerede fundet. Og efter flere havde truet Aksel (Ja, faktisk KUN Aksel...) rejste Sebastian sig op og sagde: "Ja. Jeg har fundet den sygeste Gamle Ole inde under min seng. Og det er humor! Men det skal ikke ske igen." Det var så fedt sagt, og jeg var flad af grin.

Så det var altså historien om den allerførste tradition (udover Linedanser som skolens kendesang) på Den Rytmiske Efterskole i Båring. Der er kun tilbage at håbe på min gode ven, Aksels, helbred.

Komponerende!

På Søndag holder skolen indvielse. Det er en fejring, hvor vi markerer at det er vores skole nu og hvor vi fejrer netop den samme begivenhed. Og i forbindelse med denne fest, har vi gæster til at komme og medvirke med vores kor (Altså, os alle sammen) og til at spille med os. Jeg snakker om DRuen.

DRuen er et stryger-énsemble af Danmarks mest talentfulde unge, på ca. 7 mand. Det i sig selv er faktisk en ret stor begivenhed, og jeg glæder mig virkelig til at møde dem. Til at snakke med folk med så massivt talent og se hvad de er for nogen.

Men som om det ikke er nok, så har den kære forstander Jens Horn sat to elever herfra, til at komponere en version af Linedanser, vores efterskoles slagsang, til énsemble't. Dertil hørende intro. Og jeg hørte det lige her i dag, og det er saksuseme godt. Det er helt utroligt, hvad to på min alder kan udrette. Nemlig Gustav og Anton. Det er så imponerende.

Så hvis DRuen forventer at få et totalt let og tilbagelænet stykke musik smidt i hænderne, så kan de godt tro om igen. For det er fandme kompliceret arbejde. Jeg har kun en ting at sige: Godt klaret Gustav og Anton. Det bliver fedt.

We All Need Some Light!

Jeg har fået et nyt band her i dag.

Min gode ven Gustav kom hen til mig, og sagde venligt "Dolle, det er egentlig længe siden vi har snakket sammen." Hvilket faktisk var rigtigt nok. Indså jeg. "Men jeg starter et band sammen med Dan, Sebastian og Rasmus. Vi kalder os for sjov Eliten, og vi har som mål at spille noget, som ingen andre kan finde ud af at spille. Men vil du ikke være forsanger?" Der tabte jeg næsten fatningen. Dan, Sebastian, Rasmus og Gustav. De er fandme gode til musik. Og fede at være sammen med. Og så vil de have MIG som forsanger?!

Men sådan var det, og vi øver senere samme dag. Vores første nummer skulle blive We All Need Some Light af Transatlantic. Et ret fantastisk nummer i sig selv, og som Gustav på forhånd havde spottet, var den perfekt for mig at synge. Så vi øvede den. Og det lød fedt.

Men da jeg stod der og sang, kom jeg til at tænke på hvad det var jerg sang. "We all need some light. Turn on your light and wash the darkness away."

Vi har alle brug for en chance, for et lys, men det er op til sig selv at finde, og tage chancen. Man skal selv tænde lyset. Det syntes jeg er tankevækkende. Tidligere i sangen nævnte jeg også "Some people think think they have none, they might as well stay down."

Hvis man ikke selv mener at man har et lys, skal man ikke engang prøve på at tænde det. Men hvis man tror på sig selv, kan man tænde sit lys. Og lyset, er noget alle har brug for.

Aztrid!

Man kunne forvente, at lærerene på "Den Rytmiske Efterskole i Båring" kunne noget med musik af en eller anden art, men det er jo aldrig helt sikkert. Men sådan er det nu engang. Men min pointe ligger nu engang i min dansklærer.

Det viser sig, at hun for et par år siden havde et band, ved navn Aztrid. (Yep, that's right. Aztrid! Hvor uncool er det lige...) De spillede sammen, lavede sit eget musik og hyggede sig. Så, på et tidspunkt tilmeldte de sig en konkurrence, via. Mymusic.dk (I dag Bandbase.dk) og de vandt søreme! Der var tre kategorier, Rock, Hip-Hop eller Electronica, og de vandt i Rock kategorien. Hvilket resulterede i, at de vandt en danmarksturné i en måned, der gik rundt på 10 spillesteder rundt omkring i landet. De udgav endda en Ep, ved navn Vacuum. Men de brød desværre op, da de fleste af medlemmerne begyndte at få børn. Deriblandt Astrid.

Men musikken er stadig på nettet! Det nævner Astrid en dag til middag, og jeg går på nettet, på Bandbase, for at høre det. Og jeg elsker det. De har en lyd jeg har aldrig har hørt før, og skaber en fantastisk stemning. Og Astrids vokal er så smooth og flydende at den bidrager perfekt til lydbilledet.

Gør mig en tjeneste, og hør det! http://www.bandbase.dk/Aztrid/

Et nyt liv

I et år, er jeg blevet skænket et nyt liv. Jeg bor anderledes, jeg spiser anderledes og jeg har andre venner, men jeg har stadig fri adgang til mit gamle liv. That's right; jeg er på efterskole.

Og det ikke beskrives hvor meget jeg elsker dette sted. Alle mine venner bor 15-30 sekunder væk på gåben, og vi er hele tiden sammen. Hverdagen er vidunderlig og ugerne går, som var de sekunder. Og nu sidder jeg her, om morgenen i min meget velfortjente weekend og tænker tilbage på alt det der er sket i denne paralelle verden. Mit hoved kan næsten ikke rumme det. Vi har, næsten alle sammen, sovet inde i Harmonien (Foredragssalen) og jeg er stået op før de andre, fordi jeg ikke var træt.

Jeg kan huske i går, hvor vi sang Linedanser som fællessang. Smukt øjeblik. Jeg var lige ved at græde.

Jeg kan huske en af de første par dage, hvor jeg, og nogle venner (Ida, Aksel, Mikkel og Gustav ftr.) bestemte os for at samle et Kashmir cover-band, og øve samme aften. På selvsamme aften havde vi allerede næsten The Story of Jamie Fame Flame på plads.

Jeg kan huske alle de aftener hvor jeg bare har ligget sammen med Ida og snakket. Fantastiske øjeblikke.

Jeg kan huske Bårings Got Talent, et talentshow hvor vi fik lavet grupper, og så lavede vi alle et bidrag. Min gruppe lavede, som de eneste, noget der ikke havde noget med musik at gøre. Vi lavede nemlig et humoristisk trylleshow, hvor det var meningen alting skulle gå galt for tryllekunstneren. Min yndlingsdel var, hvor jeg som gæstemagikeren gav en "tilfældig" i publikum orgasme. Den tilfældige var selvfølgelig fra vores gruppe, nemlig Jakob. Og idet han gjorde det råbte han højlydt "Åh, JENS!!" Ah ja.... Min gruppe blev nummer 2, kun overgået af Mikkels fede hjemmelavede sang

Jeg kan huske da vi allesammen gik ned til stranden, og Gustav og Aksel hoppede i vandet med tøj på. Deraf billedet. Aksel gik hjem i vådt tøj, men Gustav lånte Ida's buksedragt.

Jeg vil opdatere med flere indlæg om fede øjeblikke, men til alle jer der undrer jer: Jeg har det fedt!

Komplimenter og ros, tak!

Hvad er der egentlig blivet af komplimenterne?

Jeg tror, at når en eller anden gør noget godt, står folk bare og tænker: "Det var da egentligt meget fint det der...". Men hvorfor ikke bare gå hen til personen og sige "Ved du hvad? Jeg syntes fandme det var fedt du gjorde det." I det tilfælde får personen jo netop at vide, at folk syntes han har gjort noget godt, og får derved lyst til at gøre det igen. I det første tilfælde ville personen nok være usikker på, om folk overhovedet lagde mærke til hvad han gjorde, og derved er chancen for at han overhovedet gør de igen væsentligt mindre. Et eksempel kunne være at kysse. Hvis drengen får af vide af pigen (Eller omvendt, det er egentlig underordnet.) at han kysser vildt godt, så får han selvtillid. Hvis han ikke gør det, så bliver han usikker.

Min pointe er bare, at folk gør det for lidt. Hvis man gør noget i en gruppe, kan det være, at man står og skæver til de andre, som heller ikke siger noget, eller roser nogen.

Deraf: Giv hinanden komplimenter! Man kan altså godt sige "Du er faktisk virkelig smuk" uden at mene det som en kærlighedserklæring (Det skal man selvfølgelig lige nævne.) og det betyder virkelig meget, især for piger, at få bekræftet deres udseende, det er jeg overbevist om.

Hvad med at lære mig at kende først?

Her forleden, skete der en begivenhed, som jeg kun kan stille spørgsmål til.

Jeg havde spillet koncert med mit band, Crash The Gadget, og en af mine venner havde filmet en af sangene. Faktisk forholdsvis vellykket, i forhold til at det var med en mobil. Men så, da optagelsen dagen efter kommer på Facebook, er der en eller anden dreng jeg ikke kender, som vælger at kommentere følgende "en flok bøsser!". Jeg er en smule chokeret, og vælger at svare igen med en lille joke. Som lød "Haha, siger en popdreng xD". Udelukkende baseret ud fra hans profilbillede, hvor han står og laver trutmund med en dåse Sommersby holdt op ved siden af hovedet. Jeg tænker nemmelig: "Well, hvis han må dømme ud fra udseende, og egen mening, så må jeg vel også." Derudover, var det også fordi jeg håbede han ville holde sin mund. Hvilket nok ikke var det bedste valg, i forhold til den hensigt. Men det der sker, er at en anden person, som jeg heller ikke kender, vælger at skrive "ja vil du slås?". Og der går der så ellers over 150 kommentarer på, over at jeg er en dum, klam, hippie-bøsse der åbenbart bruger make-up (Jeg ved ikke liiige hvor han fik den kommentar fra...).

Men er det virkelig ungdommen, som jeg er del af, i dag? Hvad blev der af at kunne diskutere ting og sager, og holdninger, helt uden at blive uvenner? Og hvad blev der i øvrigt af helt almindelig høflighed? Bevares, jeg skal da i den grad ikke blande mig i hans musiksmag, da det er en indiskutabel ting, men denne her episode kan jeg ikke lade være usagt. Jeg syntes simpelthen bare, at det er gået for vidt.

Chickenfoot er en supergruppe! Og jeg er kejseren af Kina

Sammy Hagar, Michael Antony (Begge tidligere fra Van Halen), Joe Satriani og Chad Smith (Red Hot Chili Peppers) har for ikke længe siden startet et band, ved navn Chickenfoot. De er af hele verden, eller måske bare af dem selv, blevet promoveret som en supergruppe. Men jeg har et spørgsmål. Er en supergruppe ikke en gruppe, som gennem rigtig mange år har spillet sammen og lavet en masse fede albums, og solgt afsindige mængder af cd'er? Og som har været på turne et dusin gange og haft interne kriser. Jeg tænker AC/DC, U2, Pink Floyd, The Beatles osv.

Men ja. Jeg ved godt, at det er hvad begrebet supergruppe betyder. Altså, som et lille "All-star" hold af fede, kendte musikere, der lige laver et par albums, spiller nogle koncerter og så ellers skrider hvert til sit. Jeg syntes bare, at det er et underligt begreb. Supergruppe. Allstar-gruppe havde passet bedre. Det havde selvfølgelig været mindre rocket, men det er lige meget.
Jeg holder mig til mine personlige supergrupper.

At være, eller ikke at være..... Guitarist.

Er der egentlig en forskel, mellem at spille guitar, og at være guitarist? Efter min mening, ja.

Guitaristen går op i at øve. Måske ikke meget, men han ved at det er nødvendigt at øve. For for guitaristen, er det et personligt mål at blive bedre til at spille, så han kan blive bedre, og klare sig bedre i f. eks. et band. Derudover har denne person måske også en drøm om at blive verdenskendt.

Ham der "bare" spiller guitar øver ikke ret tit. Det betyder bestemt ikke at han ikke kan lide at spille, men han dyrker det måske bare ikke så meget. Hans personlige mål er rettere at kunne spille lidt, så han f. eks. kan bidrage til hyggen ved et lejrbål, eller bare lige at kunne spille nogle simple sange for sjov. Ergo, har han ikke lige så høje ambitioner. Ham her har nok ikke "stjernedrømmen"

Sådan ser det ud, i hvert fald efter mit hoved. Det kan godt være at det ikke er så Hvidt/Sort, men jeg syntes stadig at det lyder fornuftigt.